Venstre inviterer mandag Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til forhandlinger om en ny trekløverregering.
Dermed gør Venstre endeligt op med den socialliberalistiske linje, partiet har forsøgt sig med op gennem 00'erne for at konkurrere med Socialdemokraterne om vælgerne.
Det mener journalist og politisk kommentator på Altinget Erik Holstein.
- Hvis man skal noget med det her, må man trutte rent i trompeten og holde den liberale fane højt og finde nogle mærkesager der.
- Det skal være et regeringsgrundlag med en klar liberal profil, de tre partier skal enes om. Og man må forudse, at der bliver betydeligt mindre samarbejde med Socialdemokraterne, siger han.
Han er overbevist om, at de tre borgerlige partier når til enighed, så Danmark om kort tid får en trekløverregering.
- Vi må anse det som 95 procent sandsynligt, at de blive enige om regeringsgrundlaget og ministerposter. Man må gå ud fra, at der har været nogle sonderinger, inden Løkke meldte det her ud.
- Hvis ikke de bliver enige, så er det jo helt til grin alt sammen. Så udvikler det sig fra noget, der var vildt overraskende, til at blive en ren farce. Så selvfølgelig bliver de enige til sidst, siger han.
Det kræver dog, at der bliver slebet nogle knaster. Specielt topskatten bliver et stort dilemma, hvor især Liberal Alliance må gå på kompromis.
- Anders Samuelsen er nødt til at sluge nogle velvoksne kameler. Han får ikke de fem procent. Det har aldrig nogensinde været realistisk, og det må han også have indset nu, siden han går med til denne her konstruktion.
- Men generelt skal de være superkreative for at få skatteafsnittet til at se nogenlunde fornuftigt ud, siger Erik Holstein.
Men også på klima- og miljøområdet forudser han nogle problemer.
- Liberal Alliance benægter stort set klimaproblemerne, mens Det Konservative Folkeparti står på et andet standpunkt der, så der kan også være nogle knaster, der skal files af.
De tre partier mødes mandag på Marienborg for at tage hul på forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag.
/ritzau/