Alkohol var årsagen til, at Tom Cruise blev skuespiller og ikke katolsk præst.
Den 50-årige stjerne fra Mission Impossible-filmene gik ellers på præsteseminariet som ung, men efter en uheldig episode blev han bedt om ikke længere at vise sig på skolen.
Det fortæller hans tidligere studiekammerat, Shane Dempler.
Sammen med Tom Cruise stjal han nemlig alkohol fra et værelse på St. Francis-seminariet i Cincinatti og gemte det ude i skoven.
- Præsterne fandt ikke ud af det, før nogle af de andre drenge opdagede vores plan og sneg sig ud i skoven og drak sig fulde. De blev opdaget, da de slingrede hjem til seminariet og blev tvunget til at fortælle, hvad der var sket, siger Shane Dempler til avisen New York Daily News.
- Skolen sendte et brev til vores forældre, hvor de skrev, at de kunne lide os begge, men at det nok var bedst, hvis vi ikke kom tilbage på skolen. Så vi blev ikke smidt ud, vi blev bare bedt om at holde os væk, siger han.
Shane Dempler fortæller om Tom Cruise, at skuespilleren var meget stærk i sin katolske tro, ofte gik til messe og nød at høre de historier, præsterne fortalte.
Det ændrede sig dog sidenhen.
Tom Cruise har været medlem af Scientology siden 1990.
/ritzau/