Hollywood-stjernen Angelina Jolie rejser sammen med Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, til Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo for at besøge voldtægtsofre. Det skriver Female First.
Det umage par drager af sted for at sætte fokus på problemet og opfordre verdens ledere til at gøre mere for at løse problemerne med seksuelle overgreb i krigszoner.
- Vi skal lytte til de mennesker, som er ofte for voldtægt og seksuel vold i forbindelse med konflikterne, siger Angelina Jolie og fortsætter:
- Vi skal lære, hvad vi kan gøre for at beskytte de tusinder af kvinder, mænd og børn, som lever med risikoen for voldtægt i de konfliktramte områder.
Angelina Jolie understreger, at formålet med besøget samtidig er at belyse de mange overgreb, så regeringer andre steder i verden giver problemet den opmærksomhed, det fortjener.
Ifølge skuespillerinden er verden nødt til at reagere, hvis overgrebene skal stoppe.
- Hvis verden ikke gør noget, vil vi bare kunne blive ved at behandle ofrene, frem for at sørge for, at det slet ikke finder sted, siger hun.
/ritzau/