Den hollandske prins Johan Friso, der mandag blev erklæret død efter at have ligget i koma i 18 måneder som følge af en lavineulykke, blev begravet fredag.
Den afdøde prins blev stedt til hvile ved en privat ceremoni i den lille landsby Lage Vuursche, omkring 30 kilometer sydøst fra Amsterdam.
Til begravelsen var blandt andre Johan Frisos enke, Mabel Martine, og deres to døtre, Luana på otte år og Zaria på syv år.
Desuden deltog Frisos gudfar, Norges konge Harald, og hans to brødre, Willem-Alexander, der i dag er Hollands konge, efter deres mor Beatrix abdicerede tidligere på året, og hans yngre bror, prins Konstantin.
Stulpkerk-kirken, hvor begravelsen fandt sted, er et stenkast fra Drakenstyn Slottet, hvor Friso tilbragte meget af sin barndom.
Det er desuden prinsesse Beatrix plan at flytte til slottet senere på året, hvor hun boede i 18 år, før hun blev dronning tilbage 1980.
Friso er den første hollandske prins i generationer, der ikke bliver begravet samme sted som resten af den hollandske kongelige familie - i kirken Nieuwe Kerk i byen Delft uden for Haag.
Johan Friso, der blev 44 år, var på skiferie i de østrigske alper, hvor kongefamilien har holdt skiferier i adskillige år, da den skæbnesvangre ulykke fandt sted.
Johan Friso kørte i februar 2012 på en off-piste, da han blev ramt af en lavine på 30 gange 40 meter.
Han blev fundet efter cirka 25 minutter, fordi han havde en såkaldt lavinebipper på sig, men læger kunne efterfølgende konstatere, at hans hjerne havde været uden tilstrækkelig ilt. Han blev herefter lagt i koma, som han aldrig vågnede op fra.
Det hollandske kongehus oplyser, at der senere på året vil blive afholdt en mindeceremoni for Johan Friso.
/ritzau/AFP