Frankrigs præsident, François Hollande, dropper sine planer om en forfatningsændring, der skal gøre det muligt for myndighederne at fratage dømte terrorister deres franske pas.
- Et kompromis om at fratage terrorister deres franske statsborgerskab synes at være uden for rækkevidde, siger Hollande i en tv-transmitteret tale onsdag.
Det sker, efter at det står klart, at de to kamre i parlamentet, Nationalforsamlingen og Senatet, ikke kan nå til enighed om de reformer, præsidenten fremsatte efter angrebet i Paris 13. november sidste år.
- Dele af oppositionen har været fjendtligt indstillet over for en ændring af forfatningen. Jeg beklager dybt denne holdning, siger Hollande efter det ugentlige kabinetmøde.
- Jeg har besluttet at afslutte denne debat.
Umiddelbart efter angrebet, hvor 130 mennesker blev dræbt, meddelte den franske præsident, at han ville arbejde for lovændringer, der skulle gøre det nemmere at fratage personer, der udgør en trussel for den franske stat, deres franske statsborgerskab.
Onsdagens melding fra François Hollande er et slag i hovedet for den socialistiske præsident, som kun tre dage efter angrebet i den franske hovedstad annoncerede sin plan om hårdere straffe mod terrorister.
Initiativet har splittet politikerne og forårsaget måneders diskussion i det franske parlament. Kritikere mener, at en sådan forfatningsændring vil være ineffektiv og af ren symbolsk betydning.
/ritzau/Reuters/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.