En hollandsk embedsmand siger til Reuters, at russiske efterretningsagenter er blevet udvist fra landet, efter at de har foretaget et hackerangreb for at spionere mod Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW).
- Fire russiske efterretningsofficerer er blevet udvist, siger den hollandske forsvarsminister, Ank Bijleveld.
Det russiske hackerangreb fandt sted i april, hedder det.
- En laptop, som tilhørte en af de fire russere, var forbundet til Brasilien, Schweiz og Malaysia.
- Aktiviteterne i Malaysia havde forbindelse til efterforskningen af nedskydningen af flyet MH17 over Ukraine i 2014, siger Ank Bijleveld, som torsdag holdt pressemøde om sagen.
Hollænderne siger, at russerne placerede en bil fyldt med elektronisk udstyr i parkeringskælderen i et hotel ved OPCW i et forsøg på at hacke organisationens computersystem.
- Den hollandske regering finder disse russiske efterretningsoperationer ekstremt foruroligende, siger Bijleveld.
Hollandske embedsmænd siger, at der normalt ikke bliver offentliggjort oplysninger om denne type af kontra-efterretningsoperationer.
Hollænderne tilføjer, at de har fået hjælp af Storbritannien.
Da hackerangrebet fandt sted, var OPCW ved at efterforske nervegiftangrebet mod den tidligere russiske spion Sergej Skripal og dennes datter i Salisbury i England.
Storbritannien anklager Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, for at stå bag adskillige store cyberangreb begået mod flere lande over flere år.
Oplysninger fra det britiske Center for Cybersikkerhed peger på, at GRU er ansvarlig for angreb mod Det Internationale Antidopingagentur (Wada) i 2017 og mod Demokraternes Nationale Komité i Washington året forinden.
Derudover skal russiske hackere have skaffet sig adgang til en britisk tv-stations mailsystem og herfra have stjålet adskillige e-mails.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarer Rusland om, at det må indstille "hensynsløse cyberangreb", og han erklæret sin støtte til regeringerne i Storbritannien og Holland.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters