I Esbjerg sidder den rutinerede målmand Jan Hoffmann som regel på bænken, nummer to i hierarkiet efter Lars Winde.
Ekstra Bladet mener at vide, at det meget vel kan være slut til foråret, fordi Jan Hoffmman ønsker at skifte til Vejle.
Her raslede målene ind i store dele af efterårssæsonen. U21-landsholdets målmand, Theis Rasmussen, er manden, der har pillet boldene ud af nettet, men ifølge Ekstra Bladet kan den unge målmand meget vel skulle konkurrere med 35-årige Jan Hoffmann om pladsen i buret til foråret.
Hverken Vejle eller Jan Hoffmann selv har dog kommentarer til rygterne.
»Jeg kan ikke kommentere det. Det er svært lige nu. Så længe der ingen aftale er, så forholder vi os neutralt,« siger ordførende direktør i Vejle, Henrik Tønder, til Ekstra Bladet.