Hobro tabte fortjent med 0-3 hjemme til FC København i mandagens ligaopgør.
Dermed er det anden kamp i streg, at nordjyderne må forlade banen uden point, og det ligner et hold, der godt kunne trænge til forstærkninger i forsvaret.
Men selv om nederlaget frustrerer cheftræner Allan Kuhn, afviser han flere indkøb.
- Vi har ikke penge til at hente flere ind, end vi allerede har gjort, siger Kuhn.
Han pointerer samtidigt, at han ikke er utilfreds med sine forsvarsspillere.
- Jeg synes egentligt, at det er synd for Yaw (Amankwah red.) og Rasmus (Minor Petersen red.), for jeg synes egentligt, at de på mange punkter gør det godt, siger træneren.
- Imod FC København får vi de muligheder, vi kan forvente, men FC København er gode, og vi kan ikke forvente, at vi vinder. Men det kan stadig irritere mig, at vi laver så mange individuelle fejl, konstaterer Kuhn.
Hobro måtte til kampen mod FC København undvære sidste sæsons topscorer, norske Pål Alexander Kirkevold, der var ude med en skade.
Der har længe været rygter om, at Kirkevold var på vej væk fra Hobro, men det vil Allan Kuhn ikke forholde sig til.
- Jeg tænker ikke på, at han (Pål Alexander Kirkevold red.) bliver solgt. Jeg tænker på, at han er her.
- Jeg er godt klar over, at han lavede 22 mål i den seneste sæson, men der er ikke sket et salg endnu, siger Hobro-træneren.
Han håber, at Kirkevold fortsat er i klubben, når transfervinduet lukker til september.
I næste spillerunde tager Hobro imod Brøndby.
/ritzau/