Måske havde de i virkeligheden gerne solgt kampen for et 1-1-resultat på forhånd.
Men efter at have ført 1-0 i det, der næsten svarer til en halvleg, var det svært at finde tilfredse spillere i FCN-lejren efter det uafgjorte resultat mod Elfsborg i Europa League-kvalifikationen.
- Det er voldsomt ærgerligt. Vi havde kampen, hvor vi gerne ville have den. Vi er i fin kontrol, men så slipper vi et mål ind, fordi vi for langsomt organiserer os, siger træner Kasper Hjulmand til sporten.dk.
Han henviser til svenskernes udligning til 1-1 med et kvarter igen, hvor et Nordsjælland-boldtab gav hjemmeholdet en omstilling, som blev udnyttet.
Det ærgrer forsvarsspilleren Michael Jakobsen.
- Vi burde jo have dræbt den kamp. I første halvleg har vi flere oplagte muligheder for at score, men vi sløser, siger han.
FC Nordsjælland var ganske rigtigt tæt på yderligere en scoring undervejs, men omvendt havde Elfsborg to gange bolden i nettet, hvor målet blev annulleret, ligesom Johan Larsson også mod slutningen sendte et kanonskud på overliggeren.
/ritzau/