Yemen har ligesom de fleste andre lande i mellemøsten været ramt af protester og uro som følge af det arabiske forår. Og det tyder på at blusse yderligere op nu.
Det skyldes, at præsident og diktator Ali Abdullah Saleh højst overraskende er vendt tilbage til Yemen efter det fejlslagne attentat mod ham i juni, rapporterer BBC.
Yemens ambassade i Washington bekræfter, at han er vendt tilbage.
Præsidenten kommer hjem netop som urolighederne i landet er blusset op.
I den seneste uge er mindst 80 blevet dræbt og observatører frygter, at præsidentens tilbagekomst kan få situationen til at eskalere yderligere, og måske endda ende i en regulær borgerkrig, skriver BBC.
Den vurdering spænder fint overens med udtalelser fra Mohammed al-Asl, der står for at organisere protesterne i landet.
"Dette vil helt sikkert eskalere volden, men lad ham endelig komme tilbage. Han skal retsforfølges for de ting, han har gjort," lyder det fra oprørslederen.
Så sent som i tirsdags opfordrede EU til et magtskifte i landet. Det ser ikke ud til at blive en realitet.
Yemen har været ramt af uroligheder siden den arabiske forår blussede op i starten af året.
I starten af juni førte det til et attentat mod landets diktator, Ali Abdullah Saleh. Han flygtede til Saudi Arabien, hvor han modtog behandling, og landets oprørere havde håbet, at han ville blive der og træde tilbage.
I april meddelte præsidenten, at han ville gå af. Det fortrød han få dage efter.
Ali Abdullah Saleh har været præsident siden 1978.
Kilde: BBC