Ansatte, der arbejder med misbrugere på bosteder, i hjemmehjælpen og i socialpsykiatrien, udsættes for passiv hashrygning.
Det kan koste dem jobbet, da det er ulovligt at køre i bil, hvis man har hash i blodet. Det skriver Fagbladet FOA.
”Hvis man er udsat for passiv hashrygning kan man godt få en koncentration i blodet, der overstiger politiets bagatelgrænse,” siger Kim Dalhoff, der er professor på Bispebjerg Hospitals klinisk-farmakologiske afdeling.
Men for politiet er årsagen til narkotika i blodet ligegyldig. De forholder sig til selve prøven.
Det får ansatte på sociale bosteder o.l. til at frygte for deres job. De kan nemlig ikke nægte at arbejde i hashtågerne. De kan bede om, at der luftes ud, men nogle gange kan det ikke lade sig gøre. Samtidig kan det skabe konflikter i forholdet til borgeren.
”De er nervøse for at miste kørekortet. Og jobbet kan også ryge, hvis det kræver kørekort som for eksempel i den sociale hjemmepleje,” siger fællestillidsrepræsentant hos FOA i Københavns Kommune Jens Flyvholm.
Kilde: Fagbladet FOA.