I dag er det Hilda Heicks 75 års fødselsdag.
Forhåbentlig har hun og Keld mange dejlige år foran sig, men når det bliver tid, så har Hilda selvfølgelig også styr på det.
Hilda Heick vil begraves i sin brudekjole, fortæller sangerinden til SE og HØR.
- Brudekjolen hænger renvasket i kælderen.
Den skal muligvis klippes op i nakken, men den skal jeg have på, når jeg dør. Sådan er det. Det er en epoke, der er slut den dag, fortæller Hilda til ugebladet.
Bryllupsdagen med Keld tilbage i 1968 står stadig i et helt specielt lys for den nu 75-årige Hilda Heick.
I bogen ”Keld & Hilda Heick” er det beskrevet, hvordan parret allerede mødtes i anden klasse.
Keld Heick blev senere det helt store musikidol med Keld & The Donkeys, og begges forældre var imod deres forhold.
Hildas far mente, at Kelds familie var alt for fin til Hilda.
Omvendt mente Kelds mor også, at hendes søn giftede sig langt under stand.
Men kærligheden sejrede og 24. august 1968 blev parret gift.
Når det hele er slut, så er Hilda Heick også afklaret omkring, hvad der skal ske med hendes jordiske rester.
- Jeg har bestemt, at de bare kan tage hornhinder, hjerte, eller hvad de nu kan bruge af mig.
Og så har jeg skrevet, at jeg ikke vil medicineres, hvis jeg ikke kan reddes. Jeg ønsker ikke at leve videre, hvis min hjerne ikke fungerer. Hvis jeg ikke selv forstår, hvad der sker omkring mig, så synes jeg faktisk, det er synd for min familie, at de skal opleve mig sådan, siger Hilda Heick til SE og HØR.