Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har nu formelt sat kursen mod Europa-Parlamentet.
Det skete, da hun lørdag - helt som ventet - blev valgt af de omkring 1000 delegerede på Venstres landsmøde.
Ellen Trane Nørby fortsætter i partiets ledelse på Christiansborg efter Europa-parlamentsvalget næste år.
Egentlig skulle Venstre have valgt sin spidskandidat på landsmødet sidste år. Og her var det oprindeligt meningen, at det skulle have være Venstres Jens Rohde, der skulle være partiets europæiske frontfigur.
Men det satte en kontroversiel kronik fra Rohdes hånd en stopper for, og siden har Venstre så forsøgt at finde en ny kandidat.
Det viste sig at blive et langstrakt forløb for det store oppositionsparti, der ifølge alle meningsmålinger kommer til at indtage Statsministeriet efter næste valg.
Og først på Venstres sommergruppemøde i august stod det endeligt klart, at pilen pegede på partiets nuværende politiske ordfører.
Da Ellen Trane Nørby - flankeret af Venstres formand Lars Løkke Rasmussen - annoncerede sit ønske om at blive spidskandidat, kaldte hun det samtidig "en svær beslutning".
- Jeg tror, at alle er kender det, at man er meget godt tilfreds med, hvor man er. Jeg er glad for at sidde i Folketinget, og det danske vejr er dejligt, sagde hun blandt andet som begrundelse for, hvorfor beslutningen om at forlade dansk politik i fem år var "svær".
Udover valget af Ellen Trane Nørby blev også 15 andre valgt som kandidater, herunder de nuværende parlamentarikere Morten Løkkegaard og Jens Rohde.
/ritzau/