Det er 10.000 år siden, at stenalderen var over os. Men ordet "stenalderkost" har først vundet indpas i år. Og det endda så markant, at ordet nu er blevet udnævnt til "Årets Ord 2012".
Bag kåringen, der fandt sted i radioprogrammet Sproglaboratoriet, der blev sendt på DR P1 torsdag formiddag, står ud over DR også Dansk Sprognævn og Dagbladet Politiken.
Det var en jury bestående af komikeren og tv-værten Jan Gintberg, direktør i Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier-Andersen og forfatteren Kirsten Hammann, der pegede på "stenalderkost" som årets ord.
- Jeg er træt af alle sundhedsapostlene, og jeg synes, ordet "stenalderkost" meget godt dækker over en trend i tiden, der for mig er hysterisk, sagde Jan Gintberg i programmet.
Ordet var bragt ind i finaleopløbet af Kirsten Hamann.
Juryen nåede frem til "stenalderkost" efter at have gennemgået mere end 200 ord. Blandt dem var ord som "regnvandsbed", "bekymringsøkonomi" og "løntilbageholdenhed" tidstypiske deltagere i finalerunden.
Med til det sidste var også "akuthjælp" og "akutjob" og "Dovne-Robert".
Ifølge folkene bag Sproglaboratoriet har der været en overvældende opbakning blandt lytterne i forbindelse med kåringen.
- Vi har fået over 200 forskellige ord med store spændvidde - lige fra "vandkantsdanmark" til "gangnam-style", "grødtrend" og "gøglergate", siger Sproglaboratoriets vært, Helle Solvang, i en pressemeddelelse.
De tre dommere var til udsendelsen også blevet bedt om at komme med nogle af de sjove og skæve ord fra årets ordhøst. Og her fremhævede de ord som bybi, tævepatter, ballonpenge, der dækker over en oppustet økonomi, og ordet hyggebitter, hvor man går og er lidt vred, men nærmest har det godt ved det.
Det er fjerde år i træk, at Sproglaboratoriet kårer årets ord. Tidligere vindere er blandt andet "vuvuzela" og "lømmelpakke".
/ritzau/