Mens USA gør klar til en militæraktion i Syrien, så nedtoner statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udsigten til, at Danmark allerede nu skal bidrage med eksempelvis F-16 kampfly til aktionen.
Thorning understreger, at hun kun har sendt et politisk signal om støtte til en eventuelt militær aktion i Syrien uden om FN. Men der er lige nu ikke tegn på, at Danmark selv skal bidrage til aktionen.
- Danmark er ikke blevet anmodet om at bidrage til en militær aktion. Det er også derfor, vi ikke har taget diskussionen i Folketinget, for der er ikke noget for Folketinget at tage stilling til, siger Helle Thorning-Schmidt.
En meningsmåling udarbejdet af Voxmeter for Ritzau viser, at et flertal af danskerne ikke ønsker, at Danmark deltager i et angreb mod styret i Syrien uden et FN-mandat.
Helle Thorning-Schmidt ønsker dog ikke at gå ind i diskussionen om et eventuelt dansk militært bidrag.
- Jeg vil ikke forholde mig til en hypotetisk situation.
- Det, det drejer sig om lige nu, er udelukkende, om man vil give politisk opbakning til alternative handlemuligheder, hvis FN-sporet ender blindt.
- Min og regeringens holdning er fuldstændig klar. Hvis FN-sporte ender blindt, så er vi nødt til at overveje handlemuligheder og give politisk opbakning til det, siger Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge statsministeren er det vigtigt, at Danmark i den nuværende situation sender et signal til USA og andre allierede om, at man støtter deres kurs i spørgsmålet.
/ritzau/