Man kunne tro, at overklassen føler sig truet, fordi der hastigt bliver flere afsindigt rige danskere. Hele 12.000 har nu flere penge, end de kan nå at bruge på et helt liv, lyder en af weekendens talhistorier. Og som om det ikke var slemt nok, har middel-klassen på få år overtaget alle de gamle statussymboler fra overklassen. Familien friværdi kører børnene til privatskole i firhjulstrukne Porscher. B&O-anlægget hænger over golfkøllerne i hvert andet håndværkerhjem. Og enhver skolelærer med respekt for sig selv har japanske designerknive stående i sit arkitekttegnede samtalekøkken.
Alligevel er overklassen langt fra i knæ. Den har nemlig noget, som de nyrige og middelklassen aldrig kommer til at mestre: Verdensmandsarrogancen. Normalt ser man den sjældent luftet uden for strandvejspalæet. Men ind imellem sker det, at fine familier udklækker afkom, der ikke egner sig til en karriere i familiefirmaet. Så bliver de unge poder kanaliseret ind i et af tre job, som af uransagelige årsager er fine nok til overklassen, selvom de er lavtlønnede.
Første mulighed er balletten, hvor fine folks børn kan opnå prestige trods lav løn, hvis de gennem livslang lidelse og doping ofrer sig for finkulturen.
Anden mulighed er at åbne en lille nuttet butik ved navn `Fridas Fund¿, `Madam Mille¿ eller lignende, der sælger nips og brugskunst og har to kunder om måneden. I denne branche findes også direktørfruer.
Tredje mulighed er at blive ekspedient i kosmetik-afdelingen i et stormagasin.
Fælles for alle tre muligheder er, at overklassen formår at begå sig i lavtlønnede miljøer uden at smide de fine fornemmelser. Omvendt er der ingen tegn på, at middelklassen evner at fuldbyrde deres vej ind på overklassens territorium. Så længe Porschen flyder med McDonalds-papir, og anlægget pumper The Voice ud med 200 decibel, er der milevidt til verdensmandsarrogancen.