Hanne holder vejret, mens hendes hjerte larmer under nattrøjen. Lagnet er krøllet under hendes spinkle krop. Hun har kun fået få timers søvn. Det er juni måned 2007.

Hendes øjne prøver at vænne sig til mørket. Lyden af en crosser uden for vinduet har sat alle hendes sanser i højeste alarm. Alle andre ville vende sig om på siden og sove videre, men 40-årige Hanne har lært at reagere på lyde, så hun kan flygte. Fra ham.

Hun sidder stille lidt. Venter. På første sal sover hendes to piger på ni og 14 år. De er hans børn. Deres børn. Der er kun to værelser i huset, så hun sover på sofaen i stuen. Det har hun ikke noget imod. Bare de er sammen. Og i sikkerhed.

Hanne griber ikke efter køllen. Men hun ved, at den ligger klar, så hun hurtigt kan nå den. Så hun kan forsvare sig. Hvis han kommer for at slå hende ihjel. For det gør han. Det er hun helt sikker på.

Den store kærlighed

Hannes første kæreste hedder Henrik. Han er med hjemme hos hendes forældre. Moderen er hjemmegående, og faderen passer pligtopfyldende sit arbejde som graver. Forholdet til Henrik går i stykker, og andre kærester kommer og går.

Men så møder hun Henning. De er som to magneter. Selvom de begge har kærester, kysser de alligevel hinanden, når de ses til fester. Han er en smuk vognmand med brunt hår og overskæg.

Hanne er rygende forelsket. Henning er manden i hendes liv. De flytter sammen efter en tid.

Hun kan mærke det, når hun ser ind i hans øjne. Hanne og Henning. De passer sammen.

Det pæne hjem

Pernille med det fine, lyse hår holder forsigtigt sin spæde lillesøsters hoved. Børnene sidder i den brune lædersofa, og far Henning lægger sin arm beskyttende på ryglænet bag sine piger. Det er 1998.

Vognmandsforretningen kører så godt, at der er flere chauffører ansat. Sammen arbejder Henning og Hanne hårdt mod deres fælles mål: et stort hus på landet og økonomisk uafhængighed som 40-årige. Om aftenen læser hun til social- og sundhedshjælper.

Hannes liv med Henning er, som hun ønsker. Hun er lykkelig.

En anden Henning?

Forandringen kommer så langsomt, at Hanne næsten ikke lægger mærke til den. Det er små ting, der ikke er, som de plejer at være. Han drikker flere fyraftensøl, og han står senere og senere op om morgenen. Han holder også helt op med at hjælpe til i huset.

Det er 1999.

Hanne har fået konstateret livmoderhalskræft og er blevet opereret på sygehuset. Henning har reageret voldsomt på hendes sygdom. Da hun blev indlagt, græd han som pisket. Han var ellers aldrig sur. Nu taber han besindelsen, hvis hun forsøger at tale med ham om det.

Nogle dage efter operationen slæber hun sig ud på værkstedet.

»Det er bare mig. Jeg er ikke død endnu,« siger hun, da døren er åben.

Henning sidder med sine ølflasker og bliver blodrød i ansigtet. Hendes pæne mand skriger med sin mest vrede stemme, at det skal hun ikke lave sjov med.

Hanne er klar over, at Hennings egen mor blev syg af kræft og døde, da Henning ikke var ret gammel.

»Du er syg. Du har cancer,« snerrer han til hende.

Er du bange for mig?

Hun kan slet ikke kende ham mere. Det kan ikke være rigtigt, at hans angst for at miste hende bliver til en altoverskyggende vrede, som han dulmer med øl, tænker Hanne. Hun er fortvivlet over, hvad der sker i hendes liv. Fortvivlet over, at han er ved at ødelægge deres perfekte familie. Såret slæber hun sig tilbage til sengen.

Aftenerne er næsten ens. Henning drikker øl, når chaufførerne er taget hjem, og børnene er lagt i seng. Hanne har aldrig ment, at der er noget mærkeligt i det. Men hun kan godt fornemme, at han ikke nøjes med to eller tre øl mere. Og de skændes. Hver aften. Det er sidst på året 1999.

Han brøler til hende, at de stod stille i deres forhold i et år på grund af hende. På grund af hendes sygdom. Hun råber tilbage, at hun har mistet sit job på grund af ham. Fordi han ikke ville hjælpe til mere.

I et ryk rejser han sig bag glasbordet og vipper det over mod hende. Bagefter tvinger han hende til at samle glasskårene op. Hanne er i chok. Den Henning, der er kærlig mod hende og børnene, er helt væk. Øjnene er tomme. Røde.

Bagefter hører hun hans stemme fra stuen.

»Hanne! Hanne! Hvorfor kommer du ikke ind til mig? Er du bange for mig? Det var jo heller ikke meningen. Jeg blev bare så vred.«

Hun tænker på børnene. Er bange. Men manden i sofaen er sig selv igen. De snakker længe sammen. Griner. Klokken halv fire går de i seng. Som andre kærestepar.

Pigerne er bange

Men freden mellem dem varer aldrig længe. Hanne er glad den ene dag, fordi hun tror, at den gamle Henning er tilbage. Men dagen efter græder hun, fordi han igen kalder hende en sæk, der har ødelagt hans liv.

I år 2000 forlader hun ham første gang. Folk snakker i byen, hvor de bor. Hanne flytter ud og ind igen flere gange. Henning vil ikke finde sig i, at moderen til hans børn forlader ham.

En nat dukker han fuld op ved det hus, hun er flyttet ind i. Han vil have hende og børnene med hjem, men Hanne nægter. Han griber hende om halsen og klemmer til.

»Du troede nok, du slap, hva ?« snerrer han ind i hendes øre.

Ved at sparke kommer hun fri. Men hun melder ham ikke for vold. Det kan hun ikke få sig selv til.

Myndighederne begynder at holde øje med, om børnene mistrives i det urolige hjem.

Selvom hun er flyttet, sover Hanne tit hos pigerne, når de besøger deres far, fordi de er bange. Hun prøver ikke at holde dem væk. Det er også hans børn, og de elsker ham. Hun elsker ham. Der er intet, hun ønsker mere i hele verden end at redde ham, så de kan få deres gamle liv tilbage.

En nat vågner hun med et sæt. En kroketkølle har slået et hul i puden lige ved siden af hendes ansigt. Henning stirrer på hende. Tidligere på dagen har pigerne leget med køllen i stuen.

Vickie skriger. Pernille ligger musestille. Hanne kan se, at han er helt ubegribeligt fuld.

Han hamrer sin knytnæve ind i et søm, der stikker ud af et gammelt skab. Smerten får ham til at stivne. Vågne. I en hurtig bevægelse trækker han hånden til sig og går.

Glasskår på gulvet

»Hvad gør vi, mor?« spørger Pernille med en bange stemme.

Hanne ser ud af sprækken ved døren. Henning sidder derude og pruster. Han rejser sig. Han tager fat om de to Holmegårdslamper, der hænger over bordet og bruger sin vægt til at rykke dem ned.

Den ene lampe rammer døren med et brag, der får det hele til at ryste. Hanne venter på brag nummer to. Kort efter rammer den anden. Hun løber ud af rummet med Vickie i armene. Alt, hvad der før stod på bordet, er smadret mod døre og vægge i deres eget drømmehus.

Hanne ser på klokken. Den nærmer sig tre, hvor han plejer at falde i søvn. Gulvet er dækket af glasskår. Magtesløsheden ætser inde i hende som syre. Det her kan hun ikke byde sine børn.

Pludselig er det, som om han bliver forvandlet. Som en kontakt, der bliver slået til.

»Nå, Hanne. Vi skal også til at i seng. Kom,« siger han med sin almindelige stemme.

Hun føler, at hun bliver nødt til at prøve. Da de ligger i sengen, og han snorker ved siden af hende, har hun fået nok. Hun føler sig sikker på, at han slår hende ihjel, hvis hun bliver hos ham.

Næste morgen står hun og børnene tidligt op. De lister rundt i huset for at samle tøj sammen. Hendes kærlighed til ham er blevet mindre end angsten for, at han skal gøre noget rigtigt grimt ved dem.

Tøjet smider de i sorte affaldssække. Så sætter de kursen mod et kvindekrisecenter.

Artiklen bygger på flere interview med Hanne og interview med Pernille. Der er brugt dokumenter fra de sociale myndigheder, politiet, skadestuen, krisecentret, båndoptagelser med Henning og noter fra den lokale ugeavis til at rekonstruere forløbet. Henning har ikke ønsket at kommentere historien. Læs andet kapitel på Avisen.dk onsdag.