JP/Politikens Hus havde oprindeligt sat sig for at købe Dagbladet Børsen for 800 millioner kroner af svenske Bonnier.
Men fordi konkurrencemyndighederne har haft betænkeligheder ved købet, er det endt med en anden model.
Nu overtager JP/Politikens Hus i stedet kun 49,9 procent af aktierne og indgår dermed kun som delvis ejer af Børsen. Det oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.
Både i JP/Politikens Hus og i Bonnier undrer man sig over Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Vi havde forventet, at den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse ville have godkendt den oprindelige aftale.
- Når det er sagt, glæder vi os over at få JP/Politikens Hus som medejer, og vi ser frem til at fortsætte Børsens stærke udvikling, siger Tomas Franzén, der er administrerende direktør for Bonnier, i meddelelsen.
Stig Ørskov, der er administrerende direktør for JP/Politikens Hus, forstår ikke, hvorfor konkurrencemyndighederne ikke betragter Google og Facebook som konkurrenter på det danske annoncemarked.
Havde de gjort det, ville sagen formentlig være faldet anderledes ud, mener Stig Ørskov.
- Google og Facebook har på et årti erobret en tredjedel af det danske annoncemarked.
- De to virksomheder står i dag for en meget stor - og voksende - del af det danske medieforbrug.
- Til sammenligning ville markedsandelen for JP/Politikens Hus være gået fra fem til seks procent med en overtagelse af Børsen.
Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger i en kommentar til sagen:
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i denne sag foretaget nogle af de mest omfattende markedsundersøgelser og beregninger i en dansk fusionssag.
- Styrelsens vurdering af fusionens virkninger er derfor baseret på et indgående kendskab til den anmeldte fusions betydning for blandt andre annoncører, læsere og konkurrenter, siger han på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Opkøbet blev meldt til konkurrencemyndighederne i sommer. I november fik JP/Politikens Hus og Bonnier et udkast til en afgørelse.
Senere forsøgte parterne at imødekomme myndighedernes betænkeligheder, men det lykkedes altså ikke. Derfor blev den oprindelige handel opgivet, inden der faldt en afgørelse.
/ritzau/