En ung, amerikansk kvinde fortryder sikkert, at hun ikke valgte at klæde sig ud som fræk heks eller noget andet traditionelt til Halloween.
Hendes uheldige kostume har nemlig ikke alene givet hende en fyreseddel, men også adskillige hadebeskeder og dødstrusler.
22-årige Alicia Ann Lynch fra Michigan valgte til firmaet Halloween-fest at troppe op udklædt som offer for terrorbomberne under forårets Boston Maraton, skriver Ekstrabldet.dk.
Oven i købet lagde hun billeder af kostumet ud på sin Twitter-profil.
Det har nu medført en fyring fra jobbet, plus adskillige grimme mails fra folk, der er stødte over pigens valg af udklædning.
"Jeg er blevet fyret fra mit job. Jeg betaler for det, som jeg troede bare var en joke. Jeg ved nu, at jeg tog fejl. Jeg tænkte mig ikke om," skriver Alicia Ann Lynch fra sin nu deaktiverede Twitter-profil.
Efterfølgende har vrede brugere af sociale medier også delt nøgenbilleder af den unge kvinde som hævn for hendes Halloween-tanketorsk.