Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) erkender onsdag aften, at han nu af to omgange har givet fejlagtige informationer i sagen om de afghanske tolke.
Det var under onsdagens spørgetime i folketingssalen, at forsvarsministeren fortalte sig, da han blev spurgt om, hvor længe han har haft kendskab til, at det danske forsvar har brugt tolke ansat af amerikanerne.
- Der svarede jeg, at det blev jeg gjort opmærksom på i går (tirsdag, red.). Men da jeg går derfra, kan jeg godt mærke, at det er noget, jeg må få tjekket.
- Så jeg beder mine embedsmænd om at undersøge, om jeg er blevet orienteret om det tidligere. Og jeg må så konstatere, at jeg modtog en mail den 14. februar med et vedhæftet notat, hvoraf oplysningen fremgår, siger Nick Hækkerup til Ritzau.
Balladen omkring Danmarks brug af lokale tolke i Afghanistan begyndte allerede søndag, da TV2 Nyhederne kunne afsløre, at forsvaret i syv tilfælde har brugt lokale tolke i Helmand i Afghanistan.
Forsvarsministeren har ellers adskillige gange hævdet, at Danmark ikke benytter lokale tolke i Afghanistan og brugt det som argument imod, at de skal have asyl i Danmark.
Under onsdagens spørgetime var han skydeskive for både Venstre og Enhedslisten, som beskyldte ministeren for at lyve i sagen.
Forsvarsministeren erkendte imidlertid, at han ikke har været præcis nok i sine udtalelser:
- Jeg vil gerne beklage, at jeg gav forkerte oplysninger til den danske befolkning. Jeg kom til at sige noget forkert. Der ligger ingen ond vilje bag. Heller ikke ønsket om at føre nogen bag lyset. Jeg er trist over, at jeg har været upræcis, sagde han og tilføjede:
- Men jeg har ikke tænkt mig at skubbe ansvaret fra mig. Det er mit.
/ritzau/