Både Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer efter valget de øvrige svenske partier for blankt at afvise at samarbejde med det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna (SD).
Det betyder, at partiet, der nu er Sverige tredjestørste, risikerer at stå helt uden for indflydelse i forbindelse med en regeringsdannelse.
Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, forstår dog til dels sine svenske kollegers afvisning af Sverigedemokraterna.
- Man skal altid passe på med at skamme partier eller dele af befolkningen ud.
- Men man skal jo også huske på, at Socialdemokraterna og Sverigedemokraterna ikke har frygteligt meget til fælles. Ikke på udlændingepolitikken, men heller ikke på den økonomiske politik.
- Sverigedemokraterna er et reaktionært, borgerligt parti, der slet ikke har den samme velfærdsdagsorden, som Dansk Folkeparti for eksempel har, siger han.
Nick Hækkerup mener også, at det af taktiske hensyn kan være klogt at forsøge at holde SD ude af ligningen.
- Sidste gang var der enighed mellem de øvrige partier om, at den blok, der fik flest stemmer, når man fraregnede Sverigedemokraterna, ville få regeringsmagten.
- Holder man fast i det, ligger det jo til, at Löfven fortsætter.
Selv håber Hækkerup dog på en anden model, hvor det største borgerlige parti, Moderaterna, danner en ny regering med Socialdemokraterna hen over midten.
- Jeg har noteret mig, at Löfven har lagt op til, at det er den vej, man skal gå, og det synes jeg, er rigtigt set, siger udenrigsordføreren.
/ritzau/