Det er over tre årtier siden, at boksefilmen "Rocky" gik sin sejrsgang i biografer verden over. Men nu håber muskelbundet Sylvester Stallone, der spillede filmens titelrolle, at Rocky kan blive en succes som musical i teatermekkaet Broadway i New York.
Stallone og producerne Stage Entertainment siger, at de forventer, at en syngende og dansende boksehelt kan være klar til at indtage teatergaden i februar næste år. Det sker efter, at musicalen var en kæmpe succes i tyske Hamborg sidste år.
Musicalen læner sig tæt på af den Oscar-vindende film fra 1976 om Rocky Balboa, der som undertippet amatørbokser får sit livs chance mod en sværvægtsmester. Men musicalen vil have mere fokus på Rockys forhold til kæresten Adrian.
- Rocky er en kærlighedshistorie, og han kunne aldrig have nået til sidste runde uden Adrian, siger Stallone på en video fra Stage Entertainment.
- At se denne historie blive vækket til live på en musicalscene gør mig stolt. Og det ville også gøre Rocky stolt, fortsætter Hollywood-stjernen, der gentog sin rolle som Rocky Balboa i yderligere fem film.
Det er erfarne folk, der slår for omdannelsen til de skrå brædder. Blandt andet er historien omskrevet af manden, der også skrev "The Producers" og "Hairspray", Thomas Meehan.
Hvis man skulle ønske sig billetter til boksemusicalen, så skal man se efter "Yo! Adrian!". Musicalen har nemlig fået navn efter en af filmens mest kendte replikker.
/ritzau/Reuters