Det er det hårde arbejde, der får ældre medarbejdere ansat i de mest fysisk krævende brancher, til at sige stop og forlade arbejdsmarkedet.
Det skriver Faglige Seniorers Nyhedsbrev.
Op mod halvdelen af de ældre medarbejdere vil stoppe i jobbet på et tidspunkt, fordi de mener ikke længere at kunne klare arbejdet.
Næsten hver tredje med hårdt fysisk arbejde oplyser, at årsagen til, at de vil stoppe i jobbet, er på grund af dårligt fysisk helbred.
Det fremgår af de første resultater fra medarbejderundersøgelsen i ”Seniorarbejdsliv”, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med støtte fra TrygFonden har gennemført.
Omkring 13.000 beskæftigede over 50 år har deltaget i undersøgelsen.
Mens frygten for ikke at kunne klare arbejdet er udbredt blandt ansatte i de mest fysisk belastende job, er det udsigten til selv at kunne bestemme over sin tid og få mere tid til fritidsinteresser, der får ældre ansatte i stillesiddende job til at vælge at forlade arbejdsmarkedet.
Det angiver halvdelen med de job i undersøgelsen.
”For dem med stillesiddende arbejde er det udsigten til selv at kunne bestemme over sin tid, der motiverer dem til at gå på pension. For ældre med hårdt fysisk arbejde, vejer dårligt fysisk helbred og det, ikke længere at kunne klare arbejdet tungt, forklarer professor Lars Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Ifølge Palle Smed, der er direktør i fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer, har både arbejdsgiverne og politikere et ansvar for de ældre medarbejdere, der fortsat er i de hårdeste job som for eksempel i byggeriet, i rengøring, på slagterier og indenfor omsorg.
”Når mange frygter ikke at have helbred til at fortsætte, skal der naturligvis være en mulighed for at kunne forlade jobbet og gå lidt tidligere på pension. Det er politikernes opgave at få sådan en ordning op at stå for dem, der ikke længere kan klare arbejdet, siger Palle Smed.
- Arbejdsgivernes opgave er at få indrettet arbejdspladserne, så seniorerne fortsat kan og vil arbejde. For eksempel i job, der er mindre fysisk krævende og med bedre mulighed for fleksible arbejdstider og seniordage, tilføjer han.