En sag om bestikkelse af offentligt ansatte trillede topdirektøren i Atea først indirekte i gang, da det viste sig, at hans selskab havde tabt et stort udbud.
Det er en af de pointer, som de tiltaltes forsvarere flittigt cirkler om under torsdagens retsmøde i Retten i Glostrup.
Godt nok mente Morten Felding, at en tur med to mænd fra Rigspolitiet og Region Sjælland til Formel 1-løb i Dubai uden fagligt indhold var "underlig".
Og godt nok fandt han en særlig bonuspulje til Region Sjælland forkert. Men der gik adskillige måneder, før han gik til Region Sjællands it-direktør med sin viden om dyre rejser.
I foråret 2015 havde Morten Felding, hvad han beskriver som "en af de sværeste samtaler i mit liv". Han sad overfor regionens it-direktør, Per Buchwaldt. Denne fik besked om, at regionens it-driftschef var glad for rødvin og rejser på businessclass. Begge mænd optog samtalen uden at orientere modparten.
Atea havde netop tabt danmarkshistoriens største udbud til det nystiftede selskab 3Ait, som var dannet af tidligere Atea-chefer. En af disses forsvarere siger under sin udspørgen, at han ikke kan forstå, hvorfor Morten Felding ikke henvendte sig på et tidligere tidspunkt.
- Kæden springer af for mig, siger advokat Anders Nemeth.
- Det er muligt, at den springer af for dig, men det gør den ikke for mig, siger Morten Felding.
- Du sidder her i den varme stol som vidne. Er sandheden ikke, at du afventede udfaldet af udbuddet?
- Nej, svarer Felding.
Ræset om at vinde det store udbud, som kunne udstrækkes til også at omfatte Forsvarsministeriet og Rigspolitiet, sammenligner han med sportens verden, da han afhøres af en anden forsvarer, Andro Vrlic.
- Det svarer til en cykelrytter, der vinder Tour de France. Man tager en dopingprøve på ham og finder ud af, at man har vundet ved at tage doping. Jeg foretager nøjagtigt det samme, som UCI gør i cykelsporten. Så går jeg til myndighederne. Her gik jeg til Per Buchwaldt.
Dopingen skulle bestå i, at 3Ait fik særlige fordele i udbudsprocessen, mener han.
Regionens chef involverede derefter politiet. Og Bagmandspolitiets efterforskning har ført til tiltalen om, at Atea i seks år bestak offentligt ansatte. Desuden er syv mænd under anklage.
Sagen har været i gang siden oktober. Dommen ventes ud på foråret.
/ritzau/