Hårde finansmarkeder sender Trygs overskud ned
Tryg er Danmarks største forsikringsselskab med over fire millioner kunder i Norden. Her ses Trygs hovedkontor i Ballerup. (Arkiv) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Handelskrigen mellem USA og Kina har presset aktiemarkedet, og det koster også Tryg penge.

En turbulent periode på finansmarkederne har ramt indtjeningen hos Tryg, der er Danmarks største forsikringsselskab.

2018 var et hårdt år på finansmarkederne, hvor blandt andet handelskrigen mellem Kina og USA, brexit og politisk uro i Italien og Frankrig var med til at lægge en dæmper på kurserne.

Det var især de sidste tre måneder af året, som kostede penge, og samlet tabte Tryg 332 millioner kroner på sin beholdning af blandt andet aktier og obligationer. Det viser selskabets årsregnskab.

Nedturen betød samlet set, at Trygs overskud på bundlinjen - resultatet, når alle regninger er betalt - endte på 1731 millioner kroner i 2018. Det er et fald på 31 procent sammenlignet med 2017.

Tryg voksede sig i slutningen af sidste år større med købet af konkurrenten Alka for 8,2 milliarder kroner.

Desuden købte Tryg i løbet af sidste år 20.000 kunder fra FDM og det mindre norske forsikringsselskab Troll, hvilket gav 12.000 nye kunder.

Tryg har i Danmark, Norge og Sverige mere end fire millioner kunder.

Ser man bort fra udviklingen på finansmarkederne, har Trygs forretning udviklet sig stabilt i løbet af sidste år.

Der er tjent 2766 millioner kroner på den almindelige forretning med at sælge forsikringer og udbetale erstatninger, og det er nogenlunde på niveau med året før.

Administrerende direktør Morten Hübbe erklærer sig tilfreds med resultatet, set i lyset af, at 2018 var præget af flere skader end i 2017.

Han siger i en kommentar til regnskabet, at Tryg har den højeste fastholdelsesprocent og kundetilfredshed nogensinde.

Morten Hübbe er dog ikke helt tilfreds med indtjeningen fra Trygs erhvervskunder, og selskabet har iværksat en række tiltag, der skal forbedre den udvikling de kommende år.

/ritzau/

via Listen To News