Kampen om formandsposten i SF risikerer at få endnu flere vælgere til at flygte fra partiet.
Politisk kommentator på Børsen Helle IB vurderer, at opgøret mellem Astrid Krag og Annette Vilhelmsen vil trække lange spor både i meningsmålingerne og internt i partiet.
- Valgkampen er rykket op i et personligt hårdere leje, end de to havde ønsket sig, i hvert fald officielt. Uanset hvem der vinder, vil der være et stort mindretal i partiet, som er utilfredse, siger Helle Ib.
- Og derfor kan der gå lang tid, før skårene er klinket.
Hun vurderer, at den proces vil skade hele regeringen.
- SF's indre lidelser bliver hele regeringens lidelser, siger hun.
Foruden opgøret om formandsposten svækker usikkerheden omkring dagpengereglerne regeringen.
- Vælgerne ved ikke, om regeringen er i stand til at tage hånd om problemet, fordi SF medvirker til at holde spørgsmålet åbent. Det er meget ømtåleligt for regeringen, siger Helle Ib.
Politisk ordfører for SF Jesper Petersen afviser, at kampen om formandsposten er blevet hårdere end ventet
- Selve debatten har gennemgående været ganske sober og med fokus på det, kandidaterne vil. Desuden har vi tidligere kunnet samle os efter et formandsvalg - det skete efter valget af Villy Søvndal, siger han.
I en ny måling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, står SF 7,1 procent af stemmerne mod 8,9 procent for et år siden. Socialdemokraterne mønstrer 18,8 procent, mens Venstre til sammenligning får 32,9 procent.
Regeringen kan heller ikke finde megen trøst, når man ser på mandatfordelingen. Hvis der var valg i morgen, ville Lars Løkke Rasmussen og blå blok nemlig kunne mønstre hele 100 mandater mod Helle Thorning-Schmidt og rød bloks 75.