Gymnasievejledere skal kunne rådgive om erhvervsuddannelser

Jacob Mark (SF) fortæller, at der er enighed om, at studievejledere på gymnasierne skal kunne vejlede elever mod en erhvervsfaglig uddannelse. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Folketinget vil opklare regler, så gymnasieelever kan få rådgivning om at blive tømrer eller murer.

Som det står nu må studievejledere i gymnasier kun rådgive eleverne om videregående uddannelser og ikke erhvervsuddannelser. Der er nu umiddelbart enighed i på Christiansborg om at ændre den regel.

Det fortæller SF's undervisningsordfører Jacob Mark.

- I dag er der rigtigt mange, der bliver studenter, og som så ikke rigtigt ved, hvad der skal ske. Mange vælger en videregående uddannelse, men rigtigt mange ville have godt af at tage en erhvervsuddannelse.

- De mangler vejledning, og systemet er i dag så skørt, at det må Studievalg Danmark ikke. Det skal selvfølgeligt laves om, siger han.

Loven er lavet, som den er, fordi en erhvervsuddannelse efter en gymnasieuddannelse er blevet set som en dobbeltuddannelse. Det syn er tiden dog ifølge Jacob Mark løbet fra.

- Vi kan se, at Danmark kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Det problem kan vi ikke løse kun med at få folk fra folkeskolen ind på uddannelserne. Vi skal også have ældre ind, siger han.

SF's ordfører fortæller, at han er blevet informeret af både undervisningsministeren og uddannelsesministeren om, at de er indstillet på at ændre reglerne. Og at der er et flertal for det i Folketinget.

Hos Venstre fortæller undervisningsordfører Ellen Trane Nørby, at der er behov for at få opklaret reglerne.

- Vi har i flere måneder sagt, at vi ikke forstår den uklarhed om, om det skulle være forbudt at vejlede elever ind i et erhvervsfagligt forløb.

- Man skal selvfølgeligt kunne vejlede over i et erhvervsfagligt system. Både for de unges, men også for samfundets skyld, siger hun og fortsætter:

- Der har været forskellige tolkninger rundt om i landet, og det er selvfølgeligt totalt uholdbart. Det nytter jo ikke noget, at et ungt menneske et sted i landet godt kan blive vejledt, men et ungt menneske et andet sted ikke kan.

Også De Konservatives uddannelsesordfører, Katarina Ammitzbøll, støtter op om tiltaget.

- Jeg synes, at det er med til at tale erhvervsuddannelserne op. Og understrege, at det altså ikke er plan B, at tage en erhvervsuddannelse, siger hun.

Ifølge SF's Jacob Mark vil det koste omkring fem millioner kroner til nyt og opdateret materiale til studievejlederne. De penge ligger allerede i en pulje i ministeriet.

For nuværende er det omkring en ud af seks studenter, der tager en erhvervsuddannelse efter studiet. Det tal vil partierne gerne løfte.

/ritzau/