Tæt på verden

Guldsmykker er de fattige inderes kreditkort

Guld er et værn imod finansiel galskab. Selv Valutafonden jonglerer med sit guld ligesom fattige, der ikke kan gå i banken og låne.
Guldbarrer i Polens nationalbank
Guldbarrer i Polens nationalbank
CC Covilha

De internationale markeder for guld bryder alle prisrekorder. I Indien er guldsmykker befolkningens kreditkort, fordi banker ikke låner penge til fattige. Til gengæld kan man belåne fruens bryllupsgave.

Menneskeheden har et nært forhold til guld i form af mønter, guld i tænderne og smykker på kroppen. Nationalbanker, institutioner og rigmænd kan godt lide af eje metallet.

Selv nationalbankernes nationalbank, Valutafonden, jonglerer med tonsvis af guld.

Værn imod galskab

Folk med penge, som skal sikres imod aktiemarkeders galskab og økonomiske kriser her og der og alle vegne føler sig traditionelt mere sikre med guldbarrer under hovedpuden eller i statens dybe kældre.

Mandag den 8. august 2011 brød guldprisen for første gang historisk set gennem $1.700 for en ounce (31,1035 gram) af metallet. Men det er måske ikke særligt sensationelt, for guldpriserne har ikke bestilt andet end at stige og stige i snart 10 år.

Køberne af guld er nationalbanker, rige arabere, asiatiske forbrugere og investeringsfonde. Den aktuelle ”flugt til guld” skyldes uroen i amerikansk økonomisk politik oven på recession og finanskrise.

[pagebreak]Vigtig faktor

Indere besidder mere guld end borgere i andre lande. Metallet viser familiens velstand, det udgør opsparing og pension og er sikring imod finansielle ulykker. I disse tider er guld også en værdi at optage lån i. Guldsmykker er blevet landbefolkningens kreditkort.

Den indiske økonomi omfatter flere låneorganisationer, hvor folk kan optage lån ved at pantsætte deres guld. Markedet omfatter de 92 % af befolkningen, der arbejder i landets uformelle økonomi.

Disse 400 millioner arbejdere har ingen dokumentation for indkomst og må pantsætte for at låne små beløb. Millioner har dog intet at pantsætte.

Den totale værdi af guld i private hænder i Indien svarer til 60 % af alle indlån i banker. Lån på basis af guldsmykker stiger meget hurtige i den indiske økonomi end lån i banker. Lånefirmaer er ikke nødvendigvis en skummel affære i sidegader. De største er at finde på aktiebørsen.

En opgørelse viser, at indere ejer godt over 14.000 tons guld, men at under halvdelen er belånt. Renterne for guldsmykkelån kan være helt op til 30 procent om året. Der er meget lidt misligholdelse af lån baseret på fruens smykker.

Markederne er store

Indien er traditionelt verdens største marked for guldsmykker. I 2010 blev det til 746 ton, oplyser World Gold Council, guldbranchens øverste organ. Kina følger hurtigt trop med en efterspørgsel på 400 ton samme år. USA skulle ikke have mere end 129 ton.

Enhver indisk kvinde med respekt for sig selv og måske en gavmild mand er konstant på jagt efter nye smykkedesigns, beretter World Gold Council. Godt nok bliver halvdelen af alt guld købt til bryllupper, men det forandrer sig hurtigt. Nu skal der guld til ved jubilæer.

Kineserne er mere end andre fokuseret på rene varer. 80 procent af al guld til forbrugerne er 24 karat. Også i det land er netop forgyldte bryllupper tegn på langvarig sammenhørighed.

Ejerne af guldsmykker er ligeså bevidste om affekternes værdi i handel som at de føler sig herligt tilpas, når de bærer guldet.

[pagebreak]Også de tunge drenge bruger guld

Nationalbankernes centralbank, Valutafonden (IMF), besluttede i september 2009 at kaste lidt over 400 tons guld på markedet for at skaffe kontanter, som organisationen kunne låne til fattige lande i nød.

Nu er der ikke så mange, der vil købe 400 tons guld, men i 2009 var der tre nationalbanker, der snuppede hver nogle tons. Det var Indien med 100 tons, Mauritius med 2 tons og Sri Lanka. Bangladesh købte også en slat på 10 tons. I februar 2010 skulle resten skydes af. Hele salget var gennemført i december 2010.

Profitten fra guldsalget til markedspriser ligger i en fond, som skal stabilisere IMFs egen økonomi. De 400 tons gav omkring $15 milliarder.

Valutafonden havde faktisk gjort den slags tidligere. I perioden 1999-2000 kunne Mexico og Brasilien ikke betale deres indskud i fonden, så de fik lov at købe en ladning guld på 400 tons til markedspris, hvoraf Valutafonden fik profit nok til at hjælpe særligt stressede fattige lande.

Mexico og Brasilien solgte sekundet efter den handel nøjagtigt den samme mængde guld til samme pris tilbage til Valutafonden, og fik derved ordnet deres eget problem med manglende betaling til fonden.

Bogholderiet kom i orden, guldet blev ikke flyttet, og Valutafonden fik råd til at udlåne mere.

Der er mere på kistebunden

Trods salget er der stadig rigeligt med guld i Valutafondens kældre, nærmere bestem 2.8145,1 tons ved udgangen af marts 2011. Af historiske grunde er guldet bogført til en værdi af $5 milliarder, mens markedsværdi i marts var $130 milliarder.

Den 31. marts var prisen per ounce $1.440. Nu er den betydeligt over $1.700.

At der er guld i Valutafonden skyldes det finansielle system i 1944, da organisationen blev oprettet. De grundlæggende lande skulle levere en fjerdel af deres indskud i guld og derefter fast. Dengang var guld fundamentet for valutakurser.

Det gyldne metal fik sin rolle nedlagt i 1978, en officiel pris blev afskaffet og fundamentet for finanssystemerne blev afløst af papirpenge. Men ikke helt. Guld er stadig vigtigt i mange lande.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.