I år har den 56-årige Gry Rørmand fra Skanderborg haft råd til at holde jul sammen med sin familie.
Så langt rakte pengene ikke sidste år.
Dengang var hun nemlig efter en ulykke kommet på ressourceforløbsydelse. Og det betød, at hun ikke fik noget udbetalt fra sit pensionsselskab, Industriens Pension, da det ville være blevet modregnet krone for krone i hendes offentlige ydelse.
- Jeg fik 6.000 kroner mindre udbetalt om måneden, så vi var nødt til at aflyse julen. Vores store børn kunne heldigvis godt forstå det, og vores børnebørn er så små, at de ikke blev kede af det, siger Gry Rørmand.
Kunne ikke løbe rundt uden pension
I to et halvt år forsøgte Gry Rørmand at få Aarhus Kommune, hvor hun tidligere boede, til at tilkende hende et fleksjob.
Det lykkedes først i foråret, hvor hun fik et fleksjob i Rema 1000 i to timer om dagen.
Når Gry Rørmands økonomi er forbedret, hænger det sammen med, at hun ved siden af sin fleksjobydelse nu modtager invalidepension fra Industriens Pension. Modsat ydelsen i ressourceforløbet sker der ikke en modregning ved fleksjobsydelse. Derfor kan hun få sin invalidepension ved siden af fleksjobydelsen.
Som Avisen.dk skriver i dag, kan kunder i flere arbejdsmarkedspensionsselskaber ellers ikke få invalidepension, ved mindre de er førtidspensionister.
LÆS MERE OM SELSKABERNES FORSKELLIGE TILGANGE.
For Gry Rørmand har det aldrig været et mål at få førtidspension. Men hun ved slet ikke, hvordan familiens økonomi ville se ud, hvis hun ikke fik invalidepensionen.
- Så havde jeg i hvert fald været meget fattig, så kunne det ikke løbe rundt, siger hun.
Følte sig hundset med
I flere måneder var Gry Rørmand nødt til at spise otte smertestillende piller om dagen, fordi hun dagligt havde smerter i højre arm, som hun i dag stort set ikke kan bruge.
På jobbet i Rema 1000 sidder hun ved en særlig kasse, hvor hun kan nøjes med at tage alle varerne med den ene hånd.
Skaden skete, da hun blev kastet op i luftet af en af sine islandske heste, mens hun fodrede dem sammen med en veninde.
Derefter fulgte en svær tid i det kommunale system, forklarer Gry Rørmand.
- Kommunen kostede rundt med mig. Det var faktisk forfærdeligt. Det var simpelthen så hårdt at skulle gå og bevise, at man havde ondt.
- Til sidst følte jeg mig som en hypokonder, selvom jeg spiste så mange smertestillende, at jeg gik rundt som en zombie, siger hun.
Skulle ikke længere forsvare sig
Derfor var det også en lettelse, da hendes mand mindede hende om, at hun måske kunne få hjælp udenom kommunen gennem sit pensionsselskab.
- Der skulle jeg ikke forsvare noget som helst. De indhentede bare oplysninger fra specialister og læger og prøvede ikke at komme udenom at hjælpe mig, husker Gry Rørmand.
I dag har hun lært at leve med smerterne og er glad for at arbejde igen.