Det grønlandske parti Demokraterne har tilbudt at agere parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet mindretalsregering, for at undgå der bliver udskrevet valg.
Det siger Demokraternes formand, Niels Thomsen, efter at der fredag har været forhandlinger om en ny koalitionsregering, skriver mediet KNR.
Landsstyreformand Kim Kielsen kan derfor blive siddende som formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, når det åbner på onsdag.
Landsstyret skulle egentlig være åbnet i dag, men torsdag aften dansk tid blev det udskudt på grund af forhandlingerne mellem Demokraterne og Siumut.
Demokraterne ønskede dog ikke at være del af en koalition, da det mener, at der er en intern splittelse i Siumut:
- Splittelsen i Siumut og manglen på lederskab hos samme parti gør det umuligt for Demokraterne at indtræde i en koalition med dette parti.
- Til gengæld mener Demokraterne, at et valg til Inatsisartut på nuværende tidspunkt vil være ekstremt uhensigtsmæssigt for samfundet.
- Vi har derfor tilbudt Siumut en aftale om at agere en form for parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet koalition, siger Thomsen i en pressemeddelelse.
Grønland blev kastet ud i en regeringskrise i starten af september, da Partii Naleraq trådte ud af regeringen.
Det skete, fordi man var uenig med resten af regeringen i modellen for en finansiering af tre lufthavnsbyggerier, hvor den danske stat bidrog.
Kim Kielsen og det socialdemokratiske Siumut har siden stået i spidsen for en mindretalsregering med de små partier Atassut og Nunatta Qitornai.
Det afholdte ikke den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), og Kim Kielsen for kort tid efter at indgå en aftale om den danske finansiering.
Aftalen er dog betinget af, at den bliver godkendt i Folketinget og det grønlandske landsting, Inatsisartut. Den støtte har Demokraterne nu forpligtet sig til at give:
- Demokraterne og koalitionen har gensidigt forpligtet sig til på efterårssamlingen 2018 at blive enige om og vedtage en lufthavnspakke, der er lønsom for hele samfundet, skriver partiet i meddelelsen ifølge Sermitsiaq.
Det er kun fem måneder siden, grønlænderne gik til valg. Efter valget lykkedes det ikke Kim Kielsen at nå til enighed med hverken Inuit Ataqatigiit eller Demokraterne.
/ritzau/