Solen skinner, og lyden af bilerne på Nørrebrogade i København summer kun svagt i baggrunden. Under et træ på Assistens Kirkegård er et gravsted gjort klar. Endnu er ingen begravet her, og det er da heller ikke et gravsted af den traditionelle slags.
Gravstedet fungerer nemlig som en andelsforening, hvor man skal købe en andel for at sikre sig en plads i jorden. Det er foreningen Regnbuen, der står bag gravstedet, hvor kun bøsser og lesbiske kan reservere en plads. Foreningen har formand, næstformand, bestyrelse og generalforsamlinger. Som enhver anden andelsforening har det.
»Det er trygt at vide, hvor man skal være, når man dør. Her kan jeg både ligge sammen med ham, jeg er gift med og sammen med nogle gode venner,« forklarer Ivan Larsen, der er præst og en af initiativtagerne bag foreningen og gravstedet.
Plads til mindst 36
Det koster 2500 kroner at købe sig en andel på den solbeskinnede plet. For de penge er man sikret en plads, fortæller Ivan Larsen. Uanset om man stiller træskoenen om få måneder eller om mange år.
På gravstedet er der plads til 36 urner, men allerede nu har foreningen sikret sig, at der er mulighed for at udvide graven en smule, hvis der bliver brug for det.
Indtil videre har de fire initiativtagere købt sig en andel. Og på foreningens første generalforsamling til april skal de godkende et par andre ansøgninger. Datoen for generalforsamlingen er samme dag, som stifteren af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske Axel Axgil fejrer sin 93 års fødselsdag. Og faktisk var det hans alder, der udløste idéen om fællesgraven.
»Når han skal dø, fortjener han at ligge et sted, hvor folk ved, han er. I stedet for at ligge i de ukendtes grav,« siger Ivan Larsen.
Gravstedet er kun for bøsser og lesbiske, fordi, som Ivan Larsen formulerer det, »vi gerne vil have noget for os selv.«
Referencerne til det homoseksuelle miljø skinner da også igennem, når man kigger på gravstedet. På en sten står ordene Kamp må der til, skal livet gro .
»Fordi homoseksuelle altid har måttet kæmpe for tilværelsen,« forklarer Ivan Larsen og kigger ud over gravstedet, imens han fortæller om homoseksuelles kamp for anerkendelse gennem årene. Selv har Ivan Larsen endnu ikke fundet sit favoritsted på graven.
»Vi må jo starte fra en ende af. Så længe jeg kommer til at ligge ved siden af min mand Ove, er jeg glad,« smiler han.
Når man køber brugsretten til et gravsted bestemmer man selv, hvordan graven skal se ud, og hvem der må begraves der.
Brugsretten eller fredningstiden er den tid der skal gå, før man kan grave på samme sted igen.
Brugsretten for kistebegravelser er mindst 20 år, imens den for urnebegravelser er mindst 10 år. Begge dele kan forlænges.
Kilde: Kirkeministeriet og Assistens Kirkegårdskontor.