Hvis en kommende mor går gennem en ekstremt traumatisk begivenhed i begyndelsen af graviditeten - som for eksempel en nær slægtnings død - kan det få store konsekvenser for det ufødte barn. En ny omfattende undersøgelse viser nemlig, at en ekstrem traumatisk begivenhed i graviditetens første tre måneder øger risikoen for, at barnet vil udvikle skizofreni.
- Voldsomme begivenheder under graviditeten bliver sammenkædet med større risiko for lav fødselsvægt og for tidlig fødsel, hedder det i undersøgelsen, der bringes i Februarudgaven af det ansete tidsskrift Archives of General Psychiatry.
Og flere resultater tyder på, at skizofreni begynder i de tidlige udviklingsfaser af hjernen.
Den nye undersøgelse er foretaget af forskeren Ali S. Khasan fra University of Manchester, men til sit arbejde har han brugt data fra 1.380.000 danske fødsler i perioden 1973 til 1995.
Dataen viser, at risikoen for at udvikle skizofreni er 67 procent større blandt børnene til de mødre, der har oplevet en slægtnings død i begyndelsen af graviditeten. Til gengæld bliver risikoen ikke større, hvis moderen mister en nær op til seks måneder før graviditeten eller efter de første tre måneder.
Forskerne bag undersøgelsen peger på, at det måske kan være kemikalier, som moderens hjerne frigiver for at klare stress, der påvirker fostret. Den mekanisme kan være større tidligt i graviditeten, da beskyttelsesbarriererne mellem mor og barn ikke er ordentligt etableret.