Dagen efter at en gravid tjener på en Michelin-restaurant fortalte sin restaurantchef, at hun var gravid, fyrede direktøren hende med ordene: 'Get the hell out of my restaurant!' (Skrid ud af min restaurant, red.)
Sådan har tjeneren forklaret til Ligebehandlingsnævnet, som nu har afgjort, at der var tale om forskelsbehandling. Kvinden kan nu se frem til 180.000 kroner i godtgørelse. Det svarer til et halvt års løn.
Kender du noget til denne sag? Skriv til tip@avisen.dk.
Selv afviser direktøren for gourmetrestauranten at have haft kendskab til hendes graviditet.
Han forklarer, at han så sent som en uge før hendes fyring prøvesmagte vin sammen med hende.
De følger desuden hinanden på Instagram, hvor kvinden kort før fyringen havde lagt bikinibilleder ud af sig selv, som ifølge direktøren ikke antydede, at hun var gravid.
Restaurantchefen brød sammen
Dagen inden fyringen havde den gravide tjener sendt en sms til sin restaurantchef om, at hun var i ”a bit of a situation” (lidt af en situation, red.).
Ifølge kvinden mødtes hun med restaurantchefen på en café ved siden af restauranten, hvor hun fortalte ham om sin graviditet og spurgte ind til, hvordan direktøren, der også er ejer af restauranten, mon ville reagere.
Han beroligede hende med, at det ikke var lovligt at opsige hende på grund af en graviditet.
Men ifølge kvinden overværede direktøren mødet, og kvinden lagde mærke til, at restaurantchefen dagen igennem modtog utallige sms-beskeder fra direktøren, der spurgte ind til mødet og ville vide, hvad de snakkede om.
Samme aften brød restaurantchefen grædende sammen på grund af presset fra ejeren, og dagen efter modtog kvinden en mail fra direktøren.
"Skrid ud af min restaurant"
Her fortalte han, at han desværre ikke kunne beholde hende på fuldtid, men at hun kunne begyndte på deltid. Kvinden havde fri den pågældende dag, men valgte på grund af mailen at tage på arbejde og hente sin ansættelseskontrakt.
Her mødte hun direktøren, som klagede mundtligt over hende. Hun svarede igen med, at han kun ændrede hendes stilling, fordi han havde fået nys om, at hun var gravid.
Kender du noget til denne sag? Skriv til tip@avisen.dk.
Situationen eskalerede og endte med, at tjeneren gik ned til personalerummet med direktøren i hælene. Da hun sagde, at hun havde lov til at bruge to minutter, sagde direktøren: "Get the hell out of my restaurant".
Direktør afviser anklager
Restaurantdirektøren holder fast i, at fyringen skyldtes, at den kvindelige tjener havde problemer med sin attitude, ligesom der var klager fra de borde, hun havde selvstændigt ansvar for. Derudover kostede hun for meget i løn.
Han afviser i øvrigt at have overværet hendes møde med restaurantchefen.
Men ifølge Ligebehandlingsnævnet betød dels den tidsmæssige sammenhæng mellem tjenerens møde med restaurantchefen og fyringen, og dels restaurantejerens skiftende forklaringer om ansættelsens forløb, at restauranten ikke kunne bevise, at kvindens graviditet spillede ind i fyringen.
Avisen.dk skrev i sidste måned om to andre afgørelser. Læs her hvordan en chef ydmygede en pædagogmedhjælper ved at kalde personen for 'terrorist' og 'sorte'.
Og her kan du læse, at det blev rigtig dyrt, da en mælkebonde fyrede en gravid rumænsk praktikant.