Ranke bøgetræer og vildtvoksende skovbunde kan meget vel snart give konkurrence til buksbomhækkene og perlegrusstierne på landets kirkegårde.
En stribe godser går i øjeblikket med planer om at indrette områder i deres skove, så interesserede danskere kan blive stedt til hvile i naturen.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Udviklingen begyndte allerede sidste år, hvor Stensballegaard Gods ved Horsens som det første åbnede en skovbegravelsesplads.
Siden er yderligere fem godser gået i gang med at ansøge kommuner om at få godkendt en af deres skove til urnenedsættelser.
Tre af dem er så langt i processen, at de håber på at kunne åbne som begravelsesplads i løbet af i år, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig. Han ejer Stensballegaard Gods og driver hjemmesiden Skovbegravelse.nu.
For godserne handler det blandt andet om at få en bedre økonomi i skovene, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.
I dag ligger prisen for et urnegravsted på 5900 kroner. Graven er derefter fredet i ti år. Jannik Ahlefeldt-Laurvig mener, at der derfor skal mange urner til, før det er en god forretning for godserne.
Af samme grund handler gravpladserne i lige så høj grad om at styrke godsernes lokalforankring.
- Mange godser er gået væk fra kun at være baseret på traditionelt landbrug og har i stedet udviklet forretningen med for eksempel golfbaner, turismeaktiviteter og selskabsarrangementer, påpeger Jannik Ahlefeldt-Laurvig til Kristeligt Dagblad.
- I den forbindelse arbejder man også målrettet med at blive mere integreret i lokalområdet.
Til forskel fra almindelige kirkegårde er skovbegravelsespladserne ikke indviet jord og har ikke noget med folkekirken eller andre trossamfund at gøre.
Dermed lægger skovbegravelsespladserne sig ind i en tendens, hvor stadig flere vælger en ikke-religiøs afsked med livet.
Som Kristeligt Dagblad for nylig har beskrevet, fik 8846 danskere sidste år en ikke-religiøs begravelse eller bisættelse. Det er en stigning på 84 procent i forhold til 2006.
/ritzau/