Den største støvstorm i 50 år fra verdens største ørken, Sahara, har fejet hen over Atlanten de seneste dage og indhyllet blandt andet Puerto Rico i en generende og kvælende atmosfære. Sigtbarheden er begrænset og flere fly må styre uden om støvmasserne, da de kan blokere de fine filtre i jetmotorerne.
Men også de menneskelige filtre påvirkes af det massive støvdække. Alle former for partikler, små som bittesmå, er ikke godt for mennesker eller dyr, og midt i corona-pandemien, som raser nærmest ude af kontrol i flere amerikanske stater, er det bare flere dårlige nyheder.
Covid-19 angriber jo som bekendt luftvejene, og er man astmatiker eller har luftvejssygdomme, er man i risikogruppen, så en stor massiv dosis sandstøv fra Sahara er bare endnu en ulykke til amerikanerne i disse tider, hvor deres sundhedsmyndigheder og hospitalsvæsen i forvejen er overbebyrdede.
Nyeste registrerede smittede af Covid-19 steg i går til det højeste antal i nogle af de folkerigeste stater som Californien, Texas og Florida.
Astronauten Doug Hurley, som suser rundt på den Internationale Rumstation ISS, udtalte i går, at han aldrig har set så tyk og intens en sky fra Sahara før. - Det ligner en massiv tommelfinger – en beskidt en af slagsen, sagde han.
Fakta om støvstorme fra Sahara
Den typer for støvstorme finder sted hvert sjette år, når massive mængder tør luft formes over ørkenen. Når så bølger af luft i den nedre til midterste del af atmosfæren fejer ind over den sydligste det af Sahara, så skydes det ud over Atlanten i enorme mængder. Grunden til, at det er den vej er på grund af jordens rotation på den nordlige halvkugle. Havde Sahara ligget syd for Ækvator, ville støvstormen suse mod øst.
Der er mange fordele ved disse støvstorme dog. Dels giver det næring til både havet, men især til kontinenterne Syd- og Nordamerika. Ydermere forsinker det de frygtede orkaner, da de skal have masser af varm fugtig luft for at trives. Og med den intense tørre støv-luft, er der ikke grobund for orkaner lige i denne tid.