Det kan være en dyr affære at bedrive vildledende markedsføring. Det har Salling Group, der ejer Bilka måtte indse, efter forbrugerombudsmanden har kigget supermarkedets tilbud efter i sømmene.
- Bilka havde markedsført grill, cykler og støvsugere med besparelser, der ikke var reelle, skriver forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at det har kostet Bilka-kæden tre millioner kroner i bøde.
Det er især Bilkas tilbud på grill, der ifølge forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, er helt urealistiske.
I et af tilfældene blev kunderne tilbudt at købe en grill inklusiv betræk og rotisseri for 6.999 kroner, mens samme grill uden "ekstraudstyr" skulle koste 16.999 kroner.
- Forbrugerombudsmanden har vurderet, at prisen for grillen uden udstyr ikke var en reel pris, da ingen forbruger ville købe grillen til den pris, når de kunne få grill-tilbehør med og betale over 10.000 kroner mindre. Prisen kunne derfor ikke danne grundlag for en prissammenligning og et besparelsesudsagn, lyder det i pressemeddelelsen.
Vi skal gøre det bedre
Hos Bilka og Salling Group ligger man sig fladt ned.
- Selvfølgelig kan vi begå fejl og i enkelte tilfælde tolke lidt anderledes end Forbrugerombudsmanden, men her var vi tidligere for langt fra Forbrugerombudsmandens tolkning. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre bedre. Derfor iværksatte vi allerede i efteråret et gennemgribende eftersyn af alle øvrige nonfood-varer, så vi sikrede en efterlevelse af Forbrugerombudsmandens tolkning af markedsføringsloven, siger Henrik Schmidt, der er indkøbsdirektør i Bilkas Noonfood.
Det er ikke første gang, at Bilka er blevet kritiseret af forbrugerombudsmanden. For omkring et år siden måtte kæden hoste op med 700.000 kroner i bøde for noget i samme dur. Dengang var det supermarkedets slagtilbud på legetøj, der heller ikke - efter forbrugerombudsmandens vurdering - var retvisende.