Giftlinjen: Pas på håndspritten

Sundhed
Pas på kemikalierne derhjemme. (Foto: Scanpix)

Mange børn har smagt på håndspritten den seneste tid.

Statsministeren annoncerede onsdag, at skoler og daginstitutioner kommer til at lukke for at nedbringe spredningen af coronavirus i Danmark mest muligt. Det kunne man mærke allerede torsdag hos Giftlinjen hos Bispebjerg Hospital, hvor bekymrede forældre ringende ind for at få råd. Det fortæller overlæge ved Giftlinjen Niels Ebbehøj til Ritzau.

- Vi kunne mærke i går (torsdag, red.), at børnene var kommet hjem til husholdningskemien. Frem for alt var de kommet hjem til håndspritten, siger han.

- I hjemmet er der alt muligt andet kemi, der normalt skal være uden for børns rækkevidde. Det bliver ekstra vigtigt, når nu børnene skal tilbringe mere tid i hjemmet.

Torsdag var det særligt den ekstra håndsprit, der voldte bekymringer. Her maner Niels Ebbehøj til ro.

Et glas mælk er godt

- Der sker normalt ikke noget ved at prøvesmage håndspritten, siger han.

- Det at være set med flasken for munden giver måske en milliliter eller to. Så kan man få et glas mælk eller vand at skylle efter med. Det er først, hvis man har tømt halvdelen af flasken, at det begynder at blive et problem.

Mens håndspritten kun i ekstraordinære tilfælde kan være farlige, er der andre ting, som forældre med god grund skal være opmærksom på.

- Det værste er afløbsrens. Også forældrenes medicin, siger Niels Ebbehøj

- Psykofarmaka er det værste. Der findes piller, hvor en pille er en dødelig dosis for børn.

Psykofarmaka er medicin mod psykiske sygdomme såsom antidepressiv medicin.

Niels Ebbehøj opfordrer alle forældre til at sikre sig, at husholdningskemien og medicinen befinder sig uden for børnenes rækkevidde, hvis deres børn i den kommende til vil befinde sig mere derhjemme.

Og hvis man finder sine børn med eksempelvis afløbsrens eller forældrenes psykofarmaka, er der en anbefaling:

- Så ringer man til giftlinjen lige med det samme: 82 12 12 12, siger Niels Ebbehøj.