Georgia udsætter henrettelse af retarderet

Henrettelsen af den mentalt retarderede Warren Hill er blevet udsat, to timer før den skulle have fundet sted.

Højesteret i den sydlige delstat Georgia i USA har udsat henrettelsen af den mentalt retarderede Warren Hill, der har siddet 21 år på dødsgangen for at have dræbt en medfange.

Beslutningen blev taget bare to timer før den 52-årige Hill skulle have haft en dødelig indsprøjtning.

Delstatens højesteret besluttede enstemmigt at udsætte henrettelsen på grund af uklarhed omkring proceduren, efter det er blevet bestemt, at der fremover kun skal bruges én slags gift i stedet for tre som hidtil.

Det kan tage flere uger, før retten har bestemt, om den nye metode er lovlig.

- Det ville være en frygtelig fejl i retssystemet, hvis den 52-årige Warren Hill henrettes, når en domstol har sagt, at det er overvejende sandsynligt, at han har en intelligensdefekt, siger Hills advokat Brian Kammer til Death Penalty Information Center.

Kammer forsvarede også en anden dødsdømt i Georgia, Troy Davis, hvis henrettelse i september sidste år udløste nationale protester mod dødsstraffen i USA.

Warren Hill har en IQ på 70, hvilket er på tærskelen til det mentalt retarderede.

Den amerikanske højesteret nedlagde i 2002 forbud mod at henrette mentalt retarderede, men det er op til den enkelte delstat at definere, hvad der forstås ved at være mentalt tilbagestående.

Myndighederne i Georgia insisterer på, at der ikke må være tvivl om, hvorvidt de dødsdømte er mentalt retarderede.

- Han voksede op under trange kår, og hans familiehistorier er præget af tilfælde med mentalt tilbagestående personer, siger lederen af Georgias Råd for Udviklingshæmmede, Eric Jacobson, til avisen Daily Report.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.