De bedste badmintonspillere deltager i denne uge i Malaysia Open, og det blev en blandet dansk start.
Bedst gik det for herresinglerne Anders Antonsen og Rasmus Gemke, som er videre efter to flotte sejre.
Til gengæld er Hans-Kristian Vittinghus og Jan Ø. Jørgensen ude efter en enkelt kamp. Viktor Axelsen skal først i aktion onsdag.
Rasmus Gemke var den første dansker til at gå videre fra første runde, da han vandt med 21-19, 24-22 over Lee Huyn Il fra Sydkorea.
Kort efter var Anders Antonsen ude i en tæt dyst mod kineseren Huang Yuxiang, og han skulle ud i tre sæt, før tirsdagens sejr var hjemme i Kuala Lumpur.
Den 21-årige dansker, der er nummer 12 i verden, vandt 21-17, 16-21, 21-13 over Huang Yuxiang.
Det var tredje gang i træk, at Anders Antonsen slog kineseren. De havde også mødt hinanden i både 2017 og 2018.
Første runde blev derimod endestationen for Jan Ø. Jørgensen, der dog tog et sæt fra Kento Momota, den japanske verdensetter.
Jan Ø. Jørgensen kæmpede sig tilbage og vandt første sæt knebent med 22-20, inden han tabte de to sidste sæt med 13-21, 11-21.
Også Hans-Kristian Vittinghus er ude. Han tabte 13-21, 9-21 til den fjerdeseedede kinesiske stjernespiller, Chen Long.
Heller ikke Mia Blichfeldt formåede at avancere fra første runde, da hun tabte 15-21, 16-21 til den andenseedede japaner, Nozomi Okuhara.
Tirsdagens kamp blev også en skuffelse for den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen.
Det femteseedede danske par er ude efter et nederlag i første runde på 19-21, 26-24, 8-21 til indoneserne Wahyu Nayaka Arya Pangkaryanira og Ade Yusuf Santoso.
Turneringen er rangeret til at være på niveau tre og er dermed en af de større i badmintonkalenderen.
/ritzau/