Eks-fodboldspilleren Paul Gascoigne og lægerne troede, at han skulle dø, da han i februar var indlagt på et afvænningsophold i USA.
Den nu 45-årige englænder overhørte en samtale mellem tre læger, kort inden han gik i en tre dage langt koma. De troede ikke, at han ville overleve.
- Jeg troede, at jeg var på vej væk. Det har inspireret mig til, at det aldrig skal ske igen. Jeg har overvundet døden. Jeg var død, siger han i et interview med The Sun søndag.
Gascoigne var en populær og vigtig fodboldspiller, da han var på toppen af sin karriere, men eftermælet har lidt gevaldigt under de personlige nedture, han har haft siden karrierestoppet i 2004.
Han har kæmpet med misbrugsproblemer i flere omgange, og i januar gik det galt igen.
Han blev sendt til afvænning og måtte igennem en afgiftning, der var ved at tage livet af ham.
Han fortæller samtidig, at hans ankler, knæ, bryst og hænder blev spændt fast til sengen, så han ikke kunne komme væk.
- Jeg blev pumpet med mere medicin end nogen anden patient. Jeg var helt væk i tre dage. Det var utroligt at kigge ned ad mig selv og se, hvad der var sket med mig, siger Gascoigne.
Han har som nævnt besluttet sig for, at det endegyldigt skal være slut med alkohol.
- Lægerne sagde, at jeg ikke ville klare det, men jeg er her, og jeg har endnu en chance. Den vil jeg tage, siger han til avisen.
Paul Gascoigne har spillet for klubber som Newcastle, Tottenham og Middlesbrough, ligesom han også tilbragte tre sæsoner i italiensk fodbold hos Lazio.
/ritzau/