Lady Gaga, Justin Timberlake og Usher er blandt de stjerner, som har indvilget i at droppe sociale medier som Facebook og Twitter til fordel for velgørenhed.
Det er deres musiske kollega Alicia Keys, der har taget initiativ til velgørenhedsindsamlingen, som bliver skudt i gang på den årlige AIDS-dag, 1. december.
Fra på onsdag vil stjernerne ikke bruge deres profiler på Twitter og Facebook, før der er blevet samlet en millioner dollars ind til kampagnen "Keep A Child Alive" ("Hold et barn i live" red.).
Ifølge Associated Press har Lady Gaga syv millioner fans, som dagligt følger sangerindens gøren og laden over Twitter. De må altså spytte nogle penge i projektet eller undvære den kuriøse sangerindes opdateringer.
Også sportsstjerner som eksempelvis tennisspilleren Serena Williams er med i velgørenhedsprojektet.