Libyens mangeårige leder Moammar Gaddafi er gået på kvindejagt i Italien.
I en annonce søgte den 67-årige mand efter 500 attraktive kvinder mellem 18 og 35 år. Kravene var blot, at de skulle være mindst 1,70 meter høje og hverken klædt i miniskørter eller dybe udskæringer. Høje hæle var dog tilladt.
Mange hundrede kvinder mødte op foran hans hotel, men kun 200 slap gennem nåleøjet til, hvad de troede, var rollen som det glamourøse krydderi ved en storslået gallamiddag.
I stedet blev de måbende tilskuere til et over to timer langt foredrag om kvinders rolle i Islam og opfordret til at konvertere. Lokkemidlet var 50 euro, en koran samt en bog med udvalgte citater af den libyske diktator.
Mange kvinder forlod seancen dybt forargede over hans antikristne budskab. Gaddafi hævdede blandt andet, at Jesus ikke blev korsfæstet, men at det blot var en, der lignede ham.
Moammar Gaddafi er egentlig i den italienske hovedstad for at deltage i FN's fødevaretopmøde. Men den flamboyante leder planlægger i stedet lignende arrangementer de næste to dage, skriver guardian.co.uk.