Håndboldkvinderne fra Viborg HK har ikke spillet prangende - men er trods alt klar til DM-semifinalerne, som begynder på fredag.
Derfor er det en noget trist Oskar Bjarni Oskarsson, der må indse, at holdet skal spille semifinalerne under Christian Dalmoses ledelse.
- Da jeg overtog damerne, vidste jeg godt, at det var en risiko. Sådan er loddet som træner. Og vi har ikke spillet godt og vundet de kampe, vi skulle.
- Men selvfølgelig er jeg ikke fornøjet over det, og måske synes jeg ikke, tidspunktet er så godt, siger Oskar Bjarni Oskarsson til tv2.dk.
Det kommer ikke bag på træneren, at klubben føler sig nødsaget til at reagere oven på den seneste tids svingende præstationer. Men han havde håbet på at kunne gøre arbejdet færdigt i klubben.
- Jeg havde håbet på, at jeg kunne vinde med holdet på fredag og på søndag og vende billedet, siger Oskar Bjarni Oskarsson.
- Så selvfølgelig er jeg trist.
Islændingen kom til Viborg HK for at træne klubbens herrer, men blev for fire måneder siden rykket over til kvinderne, da Martin Albrechtsen fik en fyreseddel.
Viborg HK møder FC Midtjylland i semifinalerne.
/ritzau/