Flyproducenten Boeing fyrede i december topchef Dennis Muilenburg, og han forlader selskabet med 62,2 millioner dollar - svarende til 419 millioner kroner.
Det skriver det amerikanske medie CNBC.
Dennis Muilenburg har stået i spidsen for selskabet gennem en svær periode, hvor selskabets 737 MAX-fly har været underlagt et flyveforbud.
Da Dennis Muilenburg blev fyret, lød det fra Boeing, at han ikke ville få nogen fratrædelsesgodtgørelse.
Det gør han heller ikke, men de mere end 400 millioner kroner er pension og kompensation for aktieprogrammer. Det oplyste Boeing fredag i en indberetning til det amerikanske børstilsyn, SEC.
- Hr. Muilenburg har ikke ret til - og har ikke modtaget - nogen fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med sin fratræden efter mere end 30 år i virksomheden, skriver Boeing i indberetningen.
Årsagen til flyveforbuddet for 737 MAX er to fatale flystyrt i Etiopien sidste år og Indonesien i 2018, der samlet kostede 346 mennesker livet.
Flymyndigheder er ved at undersøge flytypen for fejl, og det er uvist, hvornår de igen kan komme på vingerne.
Forbuddet har været gældende siden marts sidste år og har ifølge CNBC kostet flyselskaber verden over på den gode side af en milliard dollar. Det svarer til 6,75 milliarder kroner.
Dennis Muilenburg er ifølge CNBC fra flere sider blevet kritiseret for at være for lang tid om at tage ansvar for ulykkerne og for ikke at have opdaget sikkerhedsfejl, inden 737 MAX-flyene kom på vingerne i 2017.
Dennis Muilenburg, der har været hos Boeing i hele sin karriere, bliver afløst af David Calhoun.
Han har været medlem af bestyrelsen siden 2009 og var et par måneder sidste år bestyrelsesformand.
/ritzau/