Fyret fra McD: Proppede hagekors i burger

I stedet for en standardiseret og lettere kedelig burger blev en kunde mødt med dette syn. Det vides ikke hvorfor en ansat på McDonald's har tegnet hagekors i burgeren. (Foto: Screendump, WTCI 12.)

Burgerkæden har fyret en ansat, efter en kunde klagede over et hagekors i sin kyllingeburger.

En ansat på en McDonald's-restaurant i North Carolina har fået sparket efter en lidt for kreativ behandling af en burgerbolle. Det oplyser den lokale tv-station WTCI 12.

Medarbejderen havde af uvisse årsager dekoreret indersiden af en burgerbolle med et hagekors af smør. En kvindelig kunde blev mødt med det ubehagelige symbol, da hun åbnede sin kyllingeburger for at smøre mayonaise i.

Kunden klagede til burgerkæden, der efterfølgende udsendte en officiel undskyldning og afskedigede den ansatte, der stod bag burgerbollehagekorset.