Ikke meget lykkedes for den amerikanske legetøjsproducent Mattel i det forgangne kvartal, viser selskabets regnskab onsdag.
Mattel, der er mest kendt for at stå bag Barbie-dukken, skuffede både med hensyn til omsætning og indtjening.
Salget i kvartalet, der sluttede 30. juni, lød på 840,7 millioner dollar. Det er næsten 14 procent lavere end i samme periode året før og også lavere end forventet blandt finansanalytikere.
Underskuddet blev mere end firedoblet til 240,9 millioner dollar i forhold til andet kvartal 2017.
For at rette op på moradset vil selskabet fyre 2200 medarbejdere. Ved udgangen af 2017 havde Mattel cirka 28.000 ansatte.
Desuden skal fabrikker i Mexico sælges fra som del af en spareplan på 650 millioner dollar.
- Vi havde et udfordrende andet kvartal. Hovedsageligt som følge af konkursen i Toys "R" US, siger Mattels nyligt udnævnte topchef, Ynon Kretz.
Han tilføjer, at alene nedlukningen af brandet "Geoffrey the Giraffe" udløste en salgsnedgang på cirka ti procent i kvartalet.
Desuden var der i kvartalet ingen indtægter relateret til store filmlanceringer fra Hollywood. Mattel har før tjent godt på at producere legetøjsfigurer baseret på biografsucceser.
Sidste år for eksempel havde Mattel et stort andet kvartal som følge af filmen Cars 3.
Fordelt på de enkelte brands havde Barbie og Hot Wheels salgsfremgang, mens salget af American Girl faldt.
Kursen på Mattel-aktien faldt efter det nedslående regnskab med næsten ni procent.
/ritzau/Reuters