Fynske kommuner flager på halv for togofre

Krimi
PLUS Ulykken gik fra få småskader til otte døde (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Ofrene for den voldsomme togulykke på Storebæltsforbindelsen bliver mindet af alle kommunerne på Fyn.

Der flages på halv og holdes et minut stilhed på Fyn fredag eftermiddag.

Klokken 13 vil ofrene for togulykken på Storebæltsforbindelsen blive mindet af alle de fynske kommuner, der er gået sammen om at ære de omkomne.

Det skriver kommunerne i en fælles pressemeddelelse.

- Den tragiske togulykke på Storebæltsbroen den 2. januar, der kostede otte mennesker livet og sårede 16, har ramt hele Danmark hårdt. De otte omkomne er nu identificeret, og fem ud af otte omkomne havde bopæl på Fyn.

- De fynske kommuner har på denne baggrund besluttet af markere sorgen over den tragiske begivenhed ved at flage på halv på de ti fynske rådhuse i dag (fredag, red.) klokken 13.

- Et samlet Fyn udtrykker den dybeste medfølelse til de omkomnes familier og bekendte, skriver de fynske kommuner.

Også Sund & Bælt, som står for driften af Storebæltsforbindelsen, har valgt at flage på halv fredag.

- Vores tanker går til de efterladte og pårørende fra togulykken. Det er en hændelse, der berører os alle dybt.

- Vi har sænket flaget på halv, lagt blomster og tændt lys. Vi håber, at I vil gøre det sammen med os, skriver Sund & Bælt på Twitter.

Klokken 07.35 onsdag morgen blev et lyntog på vej fra Aarhus til København ramt af en trailer fra et modkørende godstog på lavbroen på Storebæltsforbindelsen og foretog en hård opbremsning.

Fredag meddelte Fyns Politi, at de otte omkomne er blevet identificeret, og de pårørende er underrettet.

Af politiets pressemeddelelse fremgår det, at to af de omkomne havde bopæl i Odense, en i det østlige Fyn, en i det nordlige Fyn og en i det centrale Fyn.

15 af de 16 kvæstede er blevet udskrevet fra hospitalet. Ifølge Odense Universitetshospital forventes den sidste udskrevet i løbet af weekenden.

/ritzau/