Skolerne i byen Ridgefield i Connecticut er genåbnet, efter de mandag blev lukket ned i et par timer på grund af en "mistænkelig person".
En mand var blevet set med et gevær i nærheden af en grundskole i Ridgefield, og det fik myndighederne til at slå alarm og lukke skolerne.
Et stort antal patruljevogne blev sendt til Ridgefield fra andre byer i området, men der blev ikke fundet tegn på "farlig aktivitet", oplyser politiet ifølge Sky News.
- Politiet har givet klartegn. Efter en omfattende eftersøgning blev der ikke konstateret farlige aktiviteter, skriver byens skolevæsen i en meddelelse på internettet.
Myndighederne slog alarm og valgte at lukke alle skoler i Ridgefield ned på grund af fredagens blodige massakre på en skole i byen Newtown, der ligger 30 kilometer derfra.
Her trængte den 20-årige Adam Lanza ind på Sandy Hook-skolen og skød vildt omkring sig.
Han dræbte 20 børn og seks voksne på skolen, inden han rettede et våben mod sig selv. Forinden havde han dræbt sin mor i hendes hjem.
På grund af mistanken om, at der kunne være fare på færde i Ridgefield, blev skolerne i den nærliggende by Redding ligeledes lukket, men åbnede igen klokken 10 lokal tid (klokken 16 dansk tid), skriver avisen Hartford Courant.
Skolerne i Connecticut er generelt i forhøjet alarmberedskab mandag, som er første skoledag siden fredagens massakre.
Politiet oplyser, at der vil være ekstra tilstedeværelse ved hver enkelt skole i Ridgefield.
Byen har omkring 25.000 indbyggere.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.