To friske hollændere ligger nummer tre og fire i Tourens samlede stilling - ret flot kunne man mene.
Men de to Belkin-ryttere, Laurens Ten Dam og Bauke Mollema, som har kørt fremragende på bjergetaperne i Pyrenæerne, bekymrer ikke løbets førende rytter, Chris Froome, det mindste.
- Det er imponerende, hvordan de er kørt indtil videre. De kører kløgtigt - indtil videre - og det er godt at se med deres nye sponsor (Belkin).
- Men jeg ser dem ikke som rivaler. Jeg ser dem ikke som trusler, siger Chris Froome.
Sky-kaptajnen er langt mere optaget af, hvordan det spanske hold Movistar med Alejandro Valverde og Nairo Quintana og det danske hold Saxo-Tinkoff med Alberto Contador klarer sig.
- Jeg ser mere i retning af Movistar og Saxo-Tinkoff, siger Chris Froome.
Generelt har briten ikke mange bekymringer over andre end de to nævnte hold. Angiveligt var han også interesseret i, at Daniel Marin (Garmin-Sharp) søndag slap væk fra frontgruppen og vandt 9. etape.
Det til trods for, at den irske rytter blot ligger 2,28 minutter efter i klassementet.
- Dan er meget talentfuld, og det var flot, at han vandt etapen. Men med en enkeltstart i vente har jeg ikke set ham som en udfordrer til den gule trøje.
- Han har en chance for at komme på podiet, men som jeg ser rivalerne nu, er det Movistar og Saxo-Tinkoff, siger Froome.
Froome fører Touren med 1,25 minutter til Alejandro Valverde og 1,44 minutter til Bauke Mollema.
Contador ligger nummer seks. Han er 1,51 minutter efter Froome.
/ritzau/