Af Ulla Gunge
ulgu@avisen.dk
@BRØD:Overvågningskameraet stirrer trofast på porten i det tårnhøje hegn, som omgiver Udsigten. En mindre fæstning, ligner denne særligt sikrede institution. Afsondret på en øde mark i udkanten af Skibby.
Her sidder Jamal på 16 år. Fælden klappede for ham i begyndelsen af august. Politiet havde haft fat i ham en del gange for forseelser som gaderøveri, tyveri, hæleri og hashhandel. Men han var sluppet med skrækken. Troede han. Jamal var nemlig denne gang gået for vidt til at kunne slippe med en advarsel. Hvad han i øvrigt dårligt havde fået før, for ingen havde fortalt ham, at hammeren en dag ville falde, og at han ville blive sigtet for hele baduljen.
»Vi var tre, der skulle til fest. På vejen, ser vi to drenge komme gående. En af mine venner siger Kom, vi ruller dem, så har vi penge . Han nikker dem skaller og sparker. Jeg sparker også lidt. Vi tager en telefon og to-trehundrede kroner,« fortæller Jamal.

Øl, vodka og joints

Efter en hæsblæsende bytur med øl, vodka og joints sover Jamal rusen ud hos vennen. Næste morgen banker politiet på døren.
»Jeg erkender det meste. Jeg troede, at jeg bare skulle afhøres som de andre gange.«
Men denne gang kommer Jamal i arresthuset og i retten samme dag. Dommeren bestemmer, at han skal på den lukkede institution Spidsen i Hundested.
»Det lignede et rigtigt fængsel. Pædagogerne dér fortalte, at jeg var varetægtsfængslet. Frem til at jeg havde været i retten, måtte jeg ikke lave telefonopkald. Breve og besøg ville blive overvåget.«
Der går tre uger, før det første retsmøde kommer. Og det bliver udskudt i to uger. Fire gange i træk.
»Det var, fordi de ikke vidste, hvad der skulle ske med mig efter dommen.«
Jamal havde ikke noget hjem. Faderen bor i Irak, og moderen var han uvenner med. Den institution, som kommunen havde anvist ham til, måtte han ikke længere bo på, for en af pædagogerne havde set Jamal være med til at give nogle tyskere lammetæv Skt. Hans aften.
Mens Jamal venter på sin dom, anklager en pige på Spidsen ham for at have stjålet hendes cigaretter. Han bliver låst inde på sit værelse.
»Jeg raserede værelset og ødelagde døren. »Hvis du sparker på den dør én gang til, bliver du flyttet,« sagde de og lukkede døren. Så satte jeg ild til kommoden. Brandalarmen gik i gang. De tog en vandslange og spulede hele værelset og mig til.«
Bagefter vil pædagogerne snakke. Men Jamal lægger sig til at sove.
»Næste morgen må jeg ikke komme ud. Jeg skulle flyttes til Nøddebakken, en særligt sikret institution. Politiet henter mig, men undervejs får jeg at vide, at jeg skal på Udsigten i stedet, ellers vil jeg komme til at sidde sammen med min ven.«
Knap tre uger senere oprinder domsdagen endelig. Jamal håber på en betinget dom.
Men anklageren vinder sagen. Jamal dømmes til ungdomssanktion; seks måneder på en sikret institution, 12 på en åben og endelig et halvt års udslusning.
Vennen, som tog initiativ til overfaldet på de to drenge, får også en ungdomssanktion, men ryger direkte i en åben institution.
I dag sidder Jamal stadig på Udsigten, skønt han kun bør sidde på en sikret institution. Spørgsmålet er, om han når at blive overført, før de seks måneder er gået, hvorefter han skal på en åben institution.
Navnet Jamal er opdigtet. Hans rette navn er redaktionen bekendt.